
*Medlem af Birmaklubben
*Medlem af Darak - En af de 4 hovedklubber i DK.
VELKOMMEN TIL SABATINI'S
Vores målsætning er at opdrætte sunde, tillidsfulde og smukke katte.
Vores killinger præges og socialiseres under hele opvæksten med masser af omsorg, leg og hyppig kontakt med alle husets beboere. Det er vigtigt at killingen er "i hænder" fra første færd, og at den via leg, berøring og tæt kontakt præsenteres for en meget bred vifte af indtryk og oplevelser. En killing fra Sabatini´s er således vant til og tryg ved: Andre katte, vores 2 labrador hunde, børn og voksne, musik, Tv, radio, og alt hvad der iøvrigt foregår i hverdagen i en ganske almindelig familie. Vores katte har adgang til hele husets inde-areal på 240 m2.

Én af vores killinger fra sommeren 2011
Vi prioriterer højt at vores avlshan trives godt. Derfor bor han i en god og rummelig løbegård med et isoleret og opvarmet hus. Fra sit hus har han fri adgang til løbegården med græs, klatreaktiviteter, solskin og frisk luft. Vi besøger ham naturligvis flere gange dagligt - og som oftest har vores aktuelle avlshan også selskab af en anden kat i bestanden. Det er også her i disse gode omgivelser, at vi modtager hunkatte til parring.

Hankattens hus og løbegård
Vi har en fornuftig bestand af katte i opdrættet, maximum 6-7 katte. Derved begrænses stress-relaterede sygdomme hos vores dyr, og vi har tid og overskud til at give den enkelte kat opmærksomhed, pleje og samvær i dagligdagen.
Vores katte får en ernæringsmæssig, meget rig og varieret kost - Vi finder det rigtigst, udover at basisfodre med et tørfoder af høj kvalitet, (Vi fodrer fortrinsvis med Royal Canin & Purina Pro) også at give kattene både vådkost og Kød i form af: kogt kylling og fisk/ ferske svine og kalvehjerter.
På Gimlinge Dyreklinik har vi et godt samarbejde med vores dygtige dyrlæge, Ole - og Vores katte følger naturligvis et anbefalet vaccinations program, samt regelmæssige sundhedscheck hos dyrlægen.

Sabatini's Kuld med chokolade, lilla, chokolade og brun killing
Killingerne flytter hjemmefra når de er 12-13 uger gamle. Fortrinsvis som kælekatte til gode og blivende hjem. Vores killinger sælges udelukkende som fremtidige indekatte, men meget gerne med muligheden for et "trygt udeliv". Dette kan sikres med et stykke indhegnet have, en løbegård, en skærmet altan ell. lignende.
Enkelte katte sælges til avl og udstilling.
Kattens stamtavle, 1. gangs-vaccination, killingefoder, dyrlægecheck & sundhedsbog, Agria forsikring (via killingernes mor) på killingen i 2 år, ormekur, salgskontrakt, opdrættervejledning, blodtype bestemmelse på avlskat, mv. er includeret i kattens pris.
_____________________________________________________________________
KØB AF SABATINI´S AVLSKAT
Vi sælger udelukkende kat til avlsbrug hvis katten både har: En god og lovende type i henhold til den beskrevne standard, samt rimelige gode aftegninger.
Køber du en avls og showkat hos os vil der i dine fremtidige kuld, (efter indkøbte Sabatini´s avlskat) - være ganske få og fornuftige restriktioner på Hannerne i dine kuld.
FOR OPDRÆTTERE I DK gælder følgende restriktioner
Max 2 hanner i alt kan sælges, eller beholdes til avl i DK.
Max. 2 hanner ialt kan sælges til avl i udlandet.
Hunkatte/ Ingen restriktioner: Et frit antal hunner kan beholdes eller sælges til både DK og udlandet.
FOR OPDRÆTTERE I UDLANDET gælder følgende restriktioner
Max 2 hanner i alt kan sælges, eller beholdes til avl i eget land.
Max. 2 hanner i alt kan sælges til avl i udlandet/minus DK.
Hunkatte/ ingen restriktioner: Et frit antal hunner kan beholdes ell. sælges i eget land og i udlandet)
_____________________________________________________________________
UDLÅN AF VORES AVLSHAN

IC. Backkara's Just Exlusive "OSCAR" SBI n/blodtype Ab - Avlshan
OSCAR ER TIL RÅDIGHED FOR ENKELTE PARRINGER DENNE SOMMER (2013)
Følgende restriktioner gælder på parringen og kuldet efter vores avlshan:
Hunkatte: Ingen restriktioner (Hunner kan frit beholdes og sælges, i både DK & Udland)
Hankatte: Alle Hanner lukkes for avl i stambogen, og sælges som kæle/selskabskatte.
OM MIG/OS
Jeg hedder Søren, Jeg er 45 år. (født i '67) Jeg er uddannet Grafiker og er gift med Bo. Jeg har i flere år arbejdet pædagogisk, med henholdsvis børn i SFO og børnehaveklassen, misbrugere i døgnbehandling, og fra 2007 har jeg haft job på en boinstitution for voksne udviklingshæmmede/ psykisk syge. Mine interesser er mange, men jeg vil nævne foto, rejser, haven, mad, guitar, sang og naturen - og ikke mindst vores dejlige dyr som de vigtigste.

Søren (t.v.) og Bo
Bo og jeg har også en skøn fælles hobby omkring vores LM sejlbåd - En tur på Skælskør Fjord og en frokost for anker i Agersøsund giver en dejlig ro i sindet! Herhjemme deler vi glæden ved vores katte, hundene (2 dejlige Labrador-blandinger: Soffi og Cassius, som du også kan møde her på siden under menuen GALLERI), Vore høns, (engelske Orpington & Sussex) huset og vores store have på næsten 1500 m2.

Et kig i staudebedet - sommeren 2011
Jeg har i stort set hele mit voksenliv været den glade ejer af kat/katte. Som så mange før mig, var mine første katte helt almindelige huskatte - dejlige "hjemmestrikkede" katte med striber, (først senere fandt jeg ud af at dette mønster hed Tabby) den sidste af slagsen var min hankastrat "Sergej", som desværre mistede livet alt for tidligt i trafikken. Denne triste oplevelse fik mig til at beslutte at min næste kat skulle være en kat der kunne trives fint som indekat. Jeg ville også gerne have en racekat med stamtavle, så turen gik forbi biblioteket og om aftenen sad jeg nu og bladrede gennem de mange forskellige racer og muligheder. Perseren virkede vældig god som indekat, og den kiggede jeg en del på, (pelsplejen og de rindende øjne havde jeg dog ikke lige lyst til), herefter kom jeg til kapitlet om de såkaldte semilanghårs katte. Norsk Skovkat og maine coon katte (amerikansk skovkat) var jo meget smukke - og fantastisk imponerende i størrelse, farver og mønstre; dem var jeg klart interesseret i - men en "skovkat" som indekat i min, på det tidspunkt, 2-værelses lejlighed, hmmm? Langsomt bladrede jeg videre, for nu at kaste mit blik på en utrolig udtryksfuld kat -En kat med flot gylden råhvid pels, og fantastiske mørkebrune farver på hale, ben, ører og ansigt....,

En brunmasket Hellig birma, som jeg så den allerførste gang - her i skikkelse af vores egen han "Elvis"
Dette var en "HELLIG BIRMA"...
NU var jeg virkelig tændt. Jeg syntes det var en helt eventyrlig smuk kat. Og så med disse flotte blå øjne...! Da jeg ydermere kunne læse at den ville trives rigtig godt som indekat, at pelsplejen var ganske nem og ligetil, at den ville have det fortrinligt med en artsfælle (tænk at have 2 af disse skønheder!!!) og at dens sind var mildt og kærligt... ja, så var jeg hurtigt fast besluttet:
SÅDAN ÉN MÅTTE JEG BARE EJE!
Ved et rent tilfælde mødte jeg kort herefter Gitte Frey Sørensen, (opdrættet Von Frey) på et kursus og da vi en aften sad sammen med de øvrige kursister på en café, faldt Gitte og jeg i snak - og inden længe sporede vi os langsomt ind på emnet katte. Jeg fortalte at jeg jo havde set denne hersens helt fantastiske kat i en bog, at racen hed Hellig Birma, og at jeg drømte om at købe mig sådan en kat....
"Jamen, hvor pudsigt" svarede Gitte - "sådan nogle katte opdrætter jeg".....

Lillamasket killing - Sabatini's "Julius"
Og her startede så mit eventyr med Birmakattene. Den første birma købte jeg hos Gitte i 2001, den næste hos Marianne Højdorff i 2002, begge hanner. "Von Frey's Cenya", en brunmasket hun, blev nu foderkat hos mig i 2004, og da jeg ad den vej oplevede at have killinger i huset - besluttede jeg ret hurtigt at jeg også ville prøve kræfter med opdræt af denne dejlige race. I 2005 fik vi vores stamnavn SABATINI'S...

Gabriela Sabatini - Argentinsk tennisspiller.
Hendes skønhed, råstyrke og elegance på alverdens tennis-arenaer inspirerede til mit opdrætter navn.
Former argentinian pro´ tennisplayer: Gabriela SABATINI, inspired us, when searching for a name for our Cattery.